Stjórnarþáttaka VG?

Stjórnarþáttaka VG Furðulegt var að lesa leiðara Mbl. þar sem forysta VG var átalin fyrir "að klúðra möguleikum á stjórnarsamstarfi við Sjálfstæðisflokkinn"! Það vantaði bara upplýsingar um hvað í ósköpunum slík ríkisstjórn ætti að hafa að málefnagrundvelli, hvað gæti hún gert, sem aðrir flokkar vildu ekki? Auðvitað hefði það verið pólitískt sjálfsmorð fyrir VG að gera einhverja samninga við íhaldið. Meira klúðrið að þau skyldu ekki kála sér! Sósíalískur flokkur, sem segist vilja afnema auðvaldskerfið, getur ekki átt hlut að stjórn þess. Hann hefur langmest áhrif í stjórnarandstöðu, að leiða baráttu alþýðufólks fyrir réttindum þess og hagsbótum, gegn stjórnvöldum. Nýlegt dæmi frá Noregi er umhugsunarvert. Fyrst stjórnuðu kratar að hætti Tony Blair og co, og töpuðu gífurlegu fylgi - og völdum - á þeirri nýfrjálshyggju, eðlilega tók svo við hægristjórn með samskonar stefnu. Þá söðluðu kratar um og ráku vinstri stjórnarandstöðu ásamt SV (Socialistisk venstreparti). Þeir komust svo aftur til valda, og nú var SV með. Afleiðingin varð sú, að það var engin vinstriandstaða á þingi, og nú sígur stjórnin æ meira til hægri. Örn Ólafsson (Óskráður, IP-tala skráð), fim. 24. maí 2007 Gyðingahatur í mars birti ég tvö lesandabréf í Weekendavisen. Það er vikublað, heldur hægrisinnað, en býsna opið, og helsta menntamannablað Dana. Gleðilega páska! Antisemitisme på venstrefløjen? Bent Blüdnikow (BB) skriver (i Weekendavisen d. 16.3., Bøger, s. 6) bl.a.: "at antisemitisme også var en integreret del af den venstreradikale bevægelse. Dels oprindelig hos europæiske socialister og kommunister og ikke mindst senere under Josef Stalins terrorregime". Derefter anfører BB eksempler om Polen og en del af VS omkr. 1970, samt Blekingegadebanden. Men han har INTET belæg for antisemitisme for det første. Selvfølgelig ikke. Socialister og kommunister bekæmpede antisemitismen som et forsøg på at splitte folket og styrke magthaverne. Naturligt nok udgjorde folk af jødisk baggrund en meget betydningsfuld del af den socialistiske bevægelse, bl. a. Karl Marx, Trotsky og Rosa Luxemburg. BB forsøger end ikke at pådutte dem antisemitisme! Jøder var modernitetens frembringere i Øst-Europa. De var generelt byboere, meget mere uddannet end land befolkningen, de var købmænd, jurister, læger, lærere o.s.v. Tit var det dem der bragte kapitalismen til landbefolkningen. Og derfor blev de forhadt, den lille købmand fik skylden for at alt var så dyrt, og mange af den analfabetiske landlige befolkning følte de uddannede jøders foragt (se. f. eks. Isac Bashevis Singers romaner). Når så kommandoøkonomien gik ad helvede til under Stalin, behøvedet styret nogen at give skylden for det. I første omgang forsøgte man at forklare elendigheden med oppositionens sabotage, "trotskister" skulle have lavet en sammensværgelse med nazister om at putte søm i smørret, o.s.v. Sådanne sammensværgelsesteorier må dog naturligt nok være forekommet de fleste jævne mennesker som ret verdensfjerne. Og sent i 1930erne fandt styret så en mere velegnet syndebuk, ved at udnytte det jødehad der fra gammel tid var udbredt i befolkningen. Det var desto mere bekvemt som folk af jødisk oprindelse %u2013 uddannede og socialister - var forholdsvis meget talrigere i administrationens mellemlag end i befolkningen i øvrigt. Så de kunne beskyldes for styrets talrige bommerter, uundgåelige under et diktatur hvor al kritik var livsfarlig. Alt dette kan man læse nærmere om i Trotskys artikler fra slutningen af 1930erne, om Sovjetunionens degeneration. BB blander altså vidt forskellige ting sammen, simpelthen fordi han går efter hvad bevægelser kalder sig selv, i stedet for at bedømme dem efter hvad de laver. Men er der længere nogen der tager det alvorligt, når nazisterne kaldte sig selv national socialister? Det gjorde de jo kun for at benytte sig af socialismens popularitet. Så kontrarevolutionær som stalinismen i virkeligheden var, gælder det i endnu højere grad dens afkom som f.eks. de Røde Khmerer. At de kaldte sig "socialister, kommunister, marxister", forandrer intet ved at de var en reaktionær bevægelse i bogstaveligste forstand, de ville jo føre folket fra storbyernes degeneration, tilbage til fortidens idyl(!) på landet. Derfor var det mistænkeligt at have en "vestlig" uddannelse, som læge, ingeniør o.s.v. Alle som har selv det mindste kendskab til politik må da kunne indse at denne ideologi hører til på det yderste højre, og har intet med marxisme eller socialisme at gøre. Så forsøger BB at gøre Blekingegadebanden til "en integreret del af venstrfløjen", selv om den i modsætning til den øvrige venstrefløj netop afskrev politisk kamp i Danmark og holdt sig væk fra den, for at begå voldelige røverier og sende byttet til PFLP, da de mente at den tredje verdens folk alene kunne bekæmpe kapitalismen. BB forsøger således imod kendsgerninger at gøre venstrefløjen ansvarlig for denne aparte gruppe. Hans argumentation er skandaløs. Nymodens iscenesættelse Tæppet går op for 4. Akt i operaen. Vi ser nogle yuppies i nålestribet tøj, med tilbagekæmmet hår, modebriller og stresstasker som fimser rundt og snakker forretninger. Kort derefter tager en af dem et spyd og gennemborer Siegfried, som stadigvæk går i jernaldertøj. Selv Wagners vidunderlige musik har svært med at hamle op imod fornemmelsen af idioti. Så ser jeg Sophokles' Antigone i det Kongelige teater. De gamle grækere går også i fine jakkesæt, drikker kaffe, ryger sigaretter og praler af deres nye sportsbiler. Så blir de dræbt, og deres lig kastes ud for BORGMURENE (!) for der at rådne op som straf. Samme sted ser jeg så Lessings Miss Sampson. Det var en nyhed for 250 år siden, en borgerlig tragedie, som handlede om noget publikum kunne genkende som sig selv, istedet for altid at se på adelsmænd, kongefolk og græske guder. Og denne nye form for skuespil fremhævede borgerklassens dyder overfor aristokratiets løsslupne moral. I dette stykke er en ung kvinde taget på hotel sammen med sin elsker %u2013en fordærvet aristokrat %u2013 og bekender nu at det var en forbrydelse mod hendes far. Hele salen grinede, fordi skuespillerne bar moderne tøj, og dekorationen var også nutidig. Havde det hele været i datidens gevandter, så kunne publikum have levet sig ind i forfatterens tankegang, at det var et stort tab for familien på muligheder for at forbindes med andre mægtige slægter, for at lave en stor forretning eller udvide en. Til det formðl brugte borgerne jo deres børns giftemål, og deres opfattelse af en piges dyd=ubrugthed var så derefter. Nu blev muligheden for at forstå et historisk skuespil ødelagt. Hvad har disse tossede iscenesættelser tilfælles? Det, at regissørerne ikke tror på publikums indlevelsesevne i fremmede tilstande. Men når kunstnere viser publikum foragt, får de den mangefoldigt tilbage - med rette

Örn Ólafsson, fim. 24. maí 2007